Lørdag, 23. April 2016

Den ukrainske legende Taras Sjevtjenko

Skrevet af 
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Et monument for Taras Sjevtjenko i København. Et monument for Taras Sjevtjenko i København. Foto: Jørgen Deleuran.

Historien om hans liv er mere eller mindre velkendt af alle ukrainerne. Taras Sjevtjenko – en af de mest populære ukrainere i verden.

Den ukrainske digter Taras Sjevtjenko (09.03.1814 – 10.03.1861) er også kendt som kunstner, forfatter, etnograf og revolutionerende demokrat.

Taras' barndom

Den senere ukrainske digter, forfatter, kunstner, etnograf, akademiker fra Det Kejserlige Akademi for Kunst blev født den 9. marts 1814 i landsbyen Moryntsi i Kiev-provinsen (i dag Cherkasy-regionen) i en livegens familie under godsejer Engelhardt. To år senere flyttede drengens familie til landsbyen Kirilovka. Her gennemgik Taras en vanskelig barndom.

Han var 9 år gammel, da hans mor døde. Faderen giftede sig med en enke, som havde tre børn. Den lille Taras var ugleset hos konen, der undertiden behandlede ham grusomt. Den eneste kærlige person var hans søster Katerine, men da hun blev gift, var hendes støtte slut.

12 år gammel mistede Taras Sjevtjenko sin far. Fra dette tidspunkt startede drengens voksne liv, fuld af uretfærdighed og grusomhed.

Begavet barn

Taras Sjevtjenko elskede at skrive og tegne. Trods det faktum at han var forældreløs, søgte og fandt han selv lærere.

Som 16-årig blev han taget til tjener hos godsejeren Engelhardt. Først var drengen kokkedreng, og derefter – kasatjok. (I gamle dage var det meget populært hos rige mennesker at have en kasatjok. En dreng, som havde kosakuniform og frisure, og gik til tjeneste for de andre. For eksempel med et brev).

Begejstringen for maleriet var meget fast. Taras glemte mange gange sit arbejde og blev straffet af sin herre på grund af det. Endelig blev han træt af at slå Taras og bemærkede hans talent for at tegne. Engelhardt sendt ham til en mester i maleri for at studere. Der lavede Sjevtjenko tegninger af statuer i sommerhaven og besøgte Hermitage i Sankt Petersborg.

I denne periode mødtes Taras med kunstner og lærer Ivan Sosjenko. Dette møde har spillet en stor rolle i Taras Sjevtjenkos biografi. Faktisk mødte han gennem Sosjenko den russiske maler Aleksei Venezianov, den russiske kunstner Karl Briullov og den russiske digter Vasiliy Zhukovski. Disse mennesker var i stand til at købe Sjevsjenko fri fra Engelhardt for 2.500 rubler den 22. april 1838. I de dage var det en formue.

Den første politiske straf

1840-1847 var storhedstid for Taras Sjevtjenko. I denne periode skrev han sine største og mest populære værker: «Haydamaky», «Perebednya», «Topol», «Naimitjka» og «Hustotjka». De blev alle fordømt med kritik, fordi de blev skrevet på det ukrainske sprog.

I 1846 kom digteren til Kiev, hvor han mødtes med den i offentligheden meget aktive historiker, journalist og digter Nikolaj Kostomarov. Han inviterede Sjevsjenko til at være med i Kiril og Mefodius Selskab, hvis medlemmer blev arresteret og anklaget for politisk forræderi og fik forskellige typer af straf.

Taras Sjevtjenko fik den strengeste straf på grund af sine digte, hvor han opfordrede de fattige til at ændre deres liv. Han blev sendt i eksil i Orsk fæstningen, og det gjorde det umuligt for ham at skrive og tegne. Så blev digteren sendt til Novopetrovskoe, hvor han opholdt sig fra den 17. oktober 1850 til den 2. august 1857. Taras Sjevtjenko kunne her skrive et par russiske romaner – «Fyrstinde», «Kunstner» og «Tvillinger». I disse værker skrev Taras Sjevtjenko en masse af sin biografiske information.

Sjevtjenkos frihed og død

I 1857 blev Taras løsladt, men han var ved dårligt helbred.

Digteren havde et ønske om at købe et lille hus ved floden Dnipro. Denne drøm gik ikke i opfyldelse. Den 10. marts 1861 døde Taras Sjevtjenko.

Han blev begravet på Smolensk kirkegård i St. Petersborg, og i maj blev asken transporteret til Chernecha (nu Tarasova) Gora nær Kaniv.

I et af hans digte, som hedder «Zapovit» («Testamentet» på dansk), skrev Sjevtjenko, at han ville begraves i Ukraine og se de ukrainske stepper og floden Dnipro, som larmer med vandet.

Ukrainske arv

Ved Taras Sjevtjenkos død, efterlod digteren en skat til den ukrainske nation – en bog, som hedder «Kobzar», der betragtes som grundlaget for den moderne ukrainske litteratur og det litterære ukrainske sprog.

Men ikke kun bogen arvede ukrainerne. Vi kan læse tusindvis af digte af Taras Sjevtjenko, se hans malerier på museer, igen og igen læse hans prosa. De fleste af Sjevtjenkos prosaværker (romaner, dagbøger, mange breve), samt nogle af digtene er skrevet på russisk, i forbindelse med, hvad nogle forskere henviser til Sjevtjenkos kreativitet, desuden også til russisk litteratur.

Hyldest til den store ukrainer

Til ære for Taras Sjevtjenko opkaldes universiteter, gader, teatre, pladser, byer og landsbyer i Ukraine og Rusland. Toppen af et bjerg i Kaukasus er opkaldt efter Sjevtjenko, og der er en buste af digteren.

Mindeplader for Taras Sjevtjenko er der både i Ukraine og i Rusland.

Den store digter er afbildet på pengesedler i Ukraine (100 hryvnia) og Moldova, Sjevtjenkos portræt er indgraveret på rubel-erindringsmønter i USSR og i erindringsmønter af guld i Ukraine.

Der er frimærker med portrætter og monumenter af Taras fra forskellige år, herunder jubilæer.

Taras Sjevtjenkos monument er installeret i næsten alle byer i Ukraine samt i mange andre lande: Danmark, Frankrig, Canada, Ungarn, Polen, Kasahstan, Moldova, Hviderusland, Rusland osv.

Oversættelse af Olena Yanykh

Læst 2555 gange Senest ændret Tirsdag, 27. Juni 2017

Made by Amaze Studio Team